fredag den 9. maj 2008

Darian Gap

Der er ikke vejforbindelse mellem Centralamerika og Sydamerika.
300 km øst for Panama City ender vejen blindt ved den lille by Yaviza - og Darian Gap begynder.
Gap'et er cirka 200 km bredt og strækker sig på begge sider af grænsen mellem Panama og Colombia.
Området er umuligt at passere med køretøj (for en del år siden lykkedes det dog for en stædig nordmand på MC, men det tog ham også 3 måneder at komme igennem).
For 5 år siden var der en skibsforbindelse mellem Colon i Panama og Cartagena i Colombia, men den er nedlagt, så eneste regulære mulighed er shipping med fly. Dog skulle der være en 3 sejlbåde på omkring 50 fod, der lever af at fragte backpackers og MC'ister forbi Darian Gab, men deres ry er lidt blakket.
Jeg regner med at benytte firmaet Girag Air Cargo til at arrangere lufttransporten fra Panama City til Cartagena - eller Bogota. Firmaet har en agent ved lufthavnen i Panama City, og det praktiske skulle være forholdsvist enkelt - tømme benzintank, afmontere batteri og spænde maskinen fast på en palle.
Prisen er lidt usikker, men jeg forventer, at den holder sig under 1000 US$ for "os begge".

Ingen kommentarer: