Hvorfor køre på motorcykel?

"Satori" er et Zen-begreb.
Satori er krigerens levemåde.

Den indtræffer i det øjeblik, da bevidstheden er fri for tanker og består af ren opmærksomhed og årvågenhed .
Kroppen er aktiv, sensitiv og afslappet - og følelserne er åbne og frie.

Det er som om, det at køre på motorcykel trækker mig ind i sandhedens øjeblik - en slags åbning til satori.

At fortage lange rejser på MC kobler flere ting på.
Man er nødt til at være nærværende og gøre sig umage - også i vedligeholdelsen af maskinen og sit grej.
Det skaber kvalitet.
Og det gælder vel i alle livets forhold - læs "Zen- og kunsten at vedligeholde en motorcykel" af Robert M. Pirsig + "Lila".

Man har "skrællet" sit udstyr ned til et minimum - og det er en god øvelse.
Man er "på" i al slags vejr - vidunderligt, træls og givende.
Synsindtryk, lyde, lugte og "fornemmelsen" af køreunderlaget er meget intense.

Da Satori-tilstanden næsten også er en forudsætning for at køre langt på motorcykel, er man "brugt" ved dagens afslutning - og det er jo en skøn sidegevinst!

Som motorcykelrejsende virker man sårbar, åben, jævn og "rå" på omgivelserne, så man møder megen interesse, venlighed og imødekommmenhed.

Motorcykelrejsende imellem er der et "broderskab" af smukkeste karat - og bare det, er en lang rejse værd.
Alle vil yde "meget" for hinanden - det skal opleves! - her er der ingen "bagtanke" og "er han det værd?" og "får jeg noget ud af det?".

Det er muligt, at jeg er blevet dybt frustreret over udviklingen i Danmark de sidste 10 år, men det er befriende at opleve "broderskabet" på landevejene.

Min plan var at stoppe MC-livet som 65-årig, men der er så mange "highligts" i at køre MC, at jeg skubber det nogle år.

Pluk fra mine noter - 08

Minder

I Alexandroupoli - sidste større kystby i Grækenland før Tyrkiet - hørte jeg en eftermiddag den meget karakteristiske lyd af en Royal Enfield, ja 2 stk. oven i købet - så jeg "ventede".
Ganske rigtigt - to 500 cm3 indiske Royal Enfield's drejede om hjørnet, og vi fik "kontakt".
2 unge nordmænd - smurt ind i olie fra top til tå - grinede bredt og hilste.
"Næ, de skiftede aldrig olie - de hældte bare på! - flere gange om dagen".

Senere på den lokale campingplads ved havet fik jeg deres historie.
De havde hjemmefra bestilt, købt og betalt 2 nye indiske Royal Enfield's til levering i New Delhi - dengang kostede en ny RE 1000$, og en 3 år gl. kunne fåes til 500$ - med taskesæt.

Planen var så at køre disse maskiner hjem til Norge - gennem Indien, Pakistan, Iran, Tyrkiet, Grækenland, Italien og så nordpå til Hanstholm og hjem.
Da jeg mødte dem, havde de kørt 6500 km - og disse km havde krævet løbende daglig vedligehold, justering og reparation af begge maskiner.
Så troen på, at de kunne holde Enfield'ene kørende gennem hele Europa, var lille.

De ville følge mit råd om at køre til Athen, hvorfra der dengang gik skib/færge til Venedig - det ville da spare nogle kilometer.
Internettet var kun i sin spæde vorden, så vi kunne ikke udveksle email-adresser.
Næste dag kørte vi hver sin vej, men jeg gætter på, at de klarede det sidste af turen - med det humør, de var i besiddelse af.
Skønne fyre!

I år har de indiske myndigheder lukket for den slags planer - ingen maskiner på indiske plader ejet af udlændinge, må forlade landet.

Pluk fra mine noter - 07

Minder

50 km udenfor Istanbul på den europæiske side var mørket faldet på, så det var "her og nu", når muligheden for natlogi bød sig - det blev en sigøjnerlejr! - og et brag af en oplevelse!
Jeg havde haft et voldsomt styrt i ørkenen i Syrien - min ryg var "smadret" - så jeg "jagtede" en vesterlandsk læge - altså kurs mod Grækenland.
Jeg kørte ind i lejren og bad om at tale med bossen.
Fortalte ham at jeg havde brug for en rolig nat - om jeg kunne sove her? - no problem!
En ordbyge blev afsendt mod de sammenstimlede, og jeg blev vist hen til "mit sted".
Børnene kiggede i 5 min - mens jeg lossede af - så kom der en stille voksenbemærkning, og jeg så ikke mere til børnene.




1 vandhane 2 m fra det eneste lokum - så jod'en blev brugt!
Men det blev en dejlig aften med sigøjnerne.
Uden tvivl huserede de Istanbul hver dag med alle deres "talenter", men jeg var "inden for murene" og fredet - så min oplevelse af sigøjnere er meget positiv - jeg har faktisk aldrig følt mig så tryg - ingen kniv klar og alle pengene "tilgængelige".
Stærk oplevelse! - jeg glemte alle mine smerter.

Pluk fra mine noter - 06

Minder

Jeg var på vej til Syrien.
Når grænser skal passeres, plejer jeg at overnatte "tæt på", så jeg er ved overgangen tidligt om morgenen - så er der mindst trafik og min tålmodighed, langmodighed og tolerance er stor.
Det var blevet mørkt - og det er ikke sagen på tyrkiske veje - inden jeg var fremmme i grænseområdet - men så 10 km før grænsen lå der en tankstation, og jeg besluttede, at det skulle være her, der var natlogi.
Tankstationen lå "in the midle of no where", men der var masser af "glat" beton-område ved stationen, så jeg kørte ud i et hjørne - henvendte mig på tanken (kun mand og kone var tilstede) og fik lov at sove i "hjørnet". Ud med liggeunderlag + lagen og jeg var klar til natten, men ikke søvnig.
Jeg vidste, de var muslimer - men hvad fanden.. om jeg kunne købe et par øl?
Den meget imødekommende og venlige mand nikkede og fandt dem frem og var lige ved at sige en pris - så tog konen over og "fyrede" et tal af. De næste 5 min er kun et gæt fra min side, men de skændtes, så det fløjtede, og så var det som om konen blev flov - hun vendte på en tallerken.

Jeg blev inviteret til at bruge deres badeværelse - og det benyttede jeg - hun slæbte en madras ud til mig + en stol - og anrettede 3 flækkede agurker med salt til mig - kom med petroliumslamper, så jeg havde lys og var den perfekte værtinde.
De fandt flere stole frem, og omkring mit "leje" festede vi i mange timer - de drak også øl, og vi skiftedes til at give - en bil dukkede op, og med hans bilradio og åbne døre blev det også til en del danseri.
En forrygende nat - herlige mennesker!
Næste morgen var jeg tidligt oppe - sømmede 5 $ fast i dørkarmen til deres hus inden afgang.
Lykke? Ja da!

Pluk fra mine noter - 05

Minder

I 1998 var jeg på en 3 måneders MC-rejse rundt i Europa og Mellemøsten - 25 000 km på min gamle Honda Transalp.
Ude i det østlige Tyrkiet var varmen slået igennem, så en aften - jeg var som sædvanligt kørt langt væk fra "vejen" for at finde et "sikkert" camp-sted - var jeg endt et meget øde sted i bjergene.
Varmen gjorde telt og sovepose til et dårligt valg, så jeg lagde mig i underhylere på liggeunderlaget med et lagen over mig og bandt mig rutinemæssigt til motorcyklen med en tynd snor om min ene ankel.
Klokken ca. 6 vågnede jeg med en "klar fornemmelse" og lukkede højre hånd om ghurkakniven - den ligger altid under liggeunderlaget i hovedhøjde.
5 m fra mig sad der en gammel hyrde på hug - stille og afventende og med roligt blik direkte på mig.
Jeg smilte til ham, fik et smil igen - og senere serverede jeg selvfølgelig kaffe og kiks for ham og gav ham en lille gave - husker ikke hvad.
Smilet og varme øjne var vores eneste kontakt, og det var gode timer med stærkt ordløst samvær.
Jeg glemmer det aldrig

Pluk fra mine noter - 04

3 ting er vigtige i rejselivet.

Den første er at være venlig,
den anden er at være venlig,
og den tredje er at være venlig.

Når jeg falder, har jeg som regel selv slået den streg, jeg falder over.

Pluk fra mine noter - 03

Uddrag fra min logbog:

18/5/07
Rough camp tæt på vejen - 5 km kra den russiske grænse i det nordlige Finland - aftenen før, så jeg var tidligt fremme ved grænseovergangen.

Selv om jeg var eneste "kunde", varede det 2½ time, før alt papirarbejdet og inspektionen af mig og grejet var i orden, og jeg kunne køre ind i Karelen - flinke toldere og det samme var politifolkene ved dagens 3 policetjek.
De første 200 km var flotte - udsyn til sneklædte bjerge og isbelagte søer. Birketræerne er endnu ikke sprunget ud.
Først kl. 22 nåede jeg frem til hotellet i Kemp - ved at tage på hotel den første nat i Rusland fik jeg den pligtige registrering overstået og et stykke papir mere at vise frem ved policetjek.
Sidegevinsten var et solidt morgenmåltid: Risengrød, 2 tykke pandekager, brød + ost + pølse, youghurt, juice og kaffe.
Vejene har været skærver eller asfalt med store buler og huller - så dagens 500 km var i overkanten.
Korte samtaler med interesserede lastbilchauffører - "hårde bananer".

19/5/07
Det har været en fornøjelse at køre i dag - solen har skinnet, så islænderen kom af, og birken "sprang ud" sidst på dagen. Rusland har vist flotte sider her i eftermiddag - både naturen, landsbyerne og menneskene.
Jeg fandt en cafè ved middagstid, hvor jeg fik schnitzel, ris, salat og brød, og i en lille landsby sidst på dagen fik jeg handlet brød, ost og vodka i et "magasin".
Rough camp i en fyrskov ca. 200 m fra vejen.
Det blev en flot aften - bål, lidt myg, lidt småreparationer, lidt vodka - alt føles rigtigt.
Dette er livet!

20/5/07
Sol og varme, så foret "kom ud" ved middagstid.
400 km - de 200 km på veje, der var på grænsen af, hvad mine nuværende evner til at håndtere maskinen kunne klare. Mudder, ler og potholes - så farten kom ned på 30-40 km/t og dæktrykket blev nedjusteret. Sumpet og vådt område hele dagen - birk og nåletræer i endeløse baner.
Ingen mad i dag og vandforsyningen hentet fra en flod - men den brune jod virker (3 dråber/liter).
Russerne her i området har virket sky og afvisende.
Rough camp i en skov - trænger til tøjvask, så i morgen skal der camp'es ved en flod.

Pluk fra mine noter - 02

I mit liv tror jeg ikke på omstændigheder.

Jeg prøver at rejse mig og søge de "omstændigheder", jeg ønsker - og hvis jeg ikke finder dem, skaber jeg dem!
Og så kan jeg godt lide luftkasteller - det kræver bare "blod, sved og tårer" at give dem fundament.

Et menneske vælger hver dag mellem at leve og at sikre sig. Jeg vælger at leve!

Pluk fra mine noter - 01

Patagonien - 900 000 km2 fra Rio Negro i nord til Kap Horn i syd.

En række flade plateauer i stigende højde - her er ingenting.

I alle retninger åbner landet sig tomt og ubegribeligt - fravær af orienteringspunkter.

Det åbne, udstrakte landskab under en enorm himmel - landet er tomt, forblæst og næsten uden spor af mennesker.

"There are no insects at all. There is no smell. There was no sound but the wind".

Alene på Pampas'en i natten med flot stjernehimmel - Sydkorset, Orion, Sirius - samt bål.

Tæpper om mig og vinden hvinende + 1 flaske whisky - det var lykke! - Livet!

Se ind i flammerne og føle sig som èt sandkorn.

Stanken af urin og dødt kød (Indien),

smerten og kulden ved at være i bjergene,

ensomheden og regnen på MC-ture i øde områder,

simpel mad og badning i kolde floder,

alene om alle beslutninger,

hestebremser, fluer, myg og knotter,

nedslidt, beskidt og træt.

Så fødes jo ofte ønsket om ikke at være på rejse mere.

Så drømmer jeg mig hjem og kan pludselig se kvaliteten i at drikke et glas rødvin foran pejsen med en kæreste.

Øde landskab - møde mellem 2 modsatkørende MC-ister - 15 min's snak og samvær.

Lykke!

Planen for 2009 - Europa til fods og på MC.

Den 28 marts flyver jeg til Malaga sammen med 3 venner.

Så vil vi med tog og bus søge mod Spaniens sydligste by Tarifa, hvorfra en af de 11 European long distance paths - E4 - begynder.


I Andalusien følger E4 den spanske GR7-rute, så vi har via Stanfords boghandel i London skaffet militærkort til de første ca. 300 km. Vi skulle gerne i Granada kunne købe kort til det videre forløb.


Chris, ego, Hanne og Ella.

Vi vandrer sammen i 5 uger, og vi er rimeligt forberedte - både med hensyn til form og udstyr.
Det har dog holdt hårdt at få rygsækkenes indhold ned på 12 kg - telte, sovegrej, køkkenudstyr, alsidigt tøj samt "alt det andet" fylder og vejer godt.

Først i maj kalder forpligtelserne i Danmark desværre på Ella, Chris og Hanne, så for at gøre livet lettere ang. køb af kort, forplejning, camping mm., rykker jeg til Sydfrankrig, hvor jeg kobler mig på E4 igen - ca. 40 km vest for Perpignan.

Efter nogle hundrede km på E4 krydser jeg over til E3, som jeg så vil følge nordpå.



Hvis alt forløber planmæssigt, afslutter jeg vandreturen efter 3 måneder og søger mod Danmark.


I slutningen af juli tager jeg så på MC-tur.
Grovplanen ser således ud:
Lofoten, Finland, Estland, Letland, Lithauen, Polen, Slovakiet, Ungarn, Makadonien, Albanien, Jugoslavien, Bosnien, Kroatien, Slovenien, Østrig, - Portugal, Biscayen rundt til Bretagne og måske Irland.
I begyndelsen af november skulle jeg gerne være hjemme.

Om jeg får skrevet her på bloggen under vandreturen er usikkert, men jeg vil selvfølgelig åbne min mail-konto, når og hvis jeg kommer forbi biblioteker.
Min mobil-tlf. har jeg tændt hver dag mellem 18 og 19, hvis der skulle være meget vigtige SMS'er. Jeg køber et spansk telefonkort, så jeg kan ringe tilbage, hvis ...

God sommer til alle!