torsdag den 12. marts 2009

Pluk fra mine noter - 03

Uddrag fra min logbog:

18/5/07
Rough camp tæt på vejen - 5 km kra den russiske grænse i det nordlige Finland - aftenen før, så jeg var tidligt fremme ved grænseovergangen.



Selv om jeg var eneste "kunde", varede det 2½ time, før alt papirarbejdet og inspektionen af mig og grejet var i orden, og jeg kunne køre ind i Karelen - flinke toldere og det samme var politifolkene ved dagens 3 policetjek.
De første 200 km var flotte - udsyn til sneklædte bjerge og isbelagte søer. Birketræerne er endnu ikke sprunget ud.
Først kl. 22 nåede jeg frem til hotellet i Kemp - ved at tage på hotel den første nat i Rusland fik jeg den pligtige registrering overstået og et stykke papir mere at vise frem ved policetjek.
Sidegevinsten var et solidt morgenmåltid: Risengrød, 2 tykke pandekager, brød + ost + pølse, youghurt, juice og kaffe.
Vejene har været skærver eller asfalt med store buler og huller - så dagens 500 km var i overkanten.
Korte samtaler med interesserede lastbilchauffører - "hårde bananer".

19/5/07
Det har været en fornøjelse at køre i dag - solen har skinnet, så islænderen kom af, og birken "sprang ud" sidst på dagen. Rusland har vist flotte sider her i eftermiddag - både naturen, landsbyerne og menneskene.
Jeg fandt en cafè ved middagstid, hvor jeg fik schnitzel, ris, salat og brød, og i en lille landsby sidst på dagen fik jeg handlet brød, ost og vodka i et "magasin".
Rough camp i en fyrskov ca. 200 m fra vejen.
Det blev en flot aften - bål, lidt myg, lidt småreparationer, lidt vodka - alt føles rigtigt.
Dette er livet!

20/5/07
Sol og varme, så foret "kom ud" ved middagstid.
400 km - de 200 km på veje, der var på grænsen af, hvad mine nuværende evner til at håndtere maskinen kunne klare. Mudder, ler og potholes - så farten kom ned på 30-40 km/t og dæktrykket blev nedjusteret. Sumpet og vådt område hele dagen - birk og nåletræer i endeløse baner.
Ingen mad i dag og vandforsyningen hentet fra en flod - men den brune jod virker (3 dråber/liter).
Russerne her i området har virket sky og afvisende.
Rough camp i en skov - trænger til tøjvask, så i morgen skal der camp'es ved en flod.

Ingen kommentarer: