Der kommer altid en kamel forbi!

På overland-ekspeditionen ( fra Danmark til Nepal) med Topas i 1994, sagde vi ofte: "Slap af - der kommer altid en kamel forbi - i løbet af en 3 dage".

I Arizona - ude ved Monument Walley (John Wayne rider mod den store enlige klippesøjle) - kørte jeg efter en lang og varm dag ind på en stor campground ejet af indianere.

Jeg er jo desværre indrettet sådan, at jeg søger væk fra "centrum" - så da jeg kørte rundt i det yderste af camp'en og ledte efter et godt sted til mig, var jeg pludselig i "puddersand" midt i et drej.

Trætheden gav de forkerte reflekser, så i stedet for at give gas og køre mig ud af problemet, tog jeg forbremsen - og så lå jeg der. Jeg var så sløv, at jeg ikke engang fik sprunget af maskinen, som jeg plejer.
Maskinen og mig - stiv som et bræt - lagde os ned.
Mit venstre ben kom i klemme, men da mine støvler bare er "de rigtige", var der ikke benbrud.
Ikke et menneske i nærheden!

Så var det, at ovenstående sætning beroligede mig!
Jeg fik hjelmen af - fisket piben frem - lynet jakken op - og "ventede på kamelen".
Ca. 15 min. senere kom en ældre dame forbi - lidt skrækslagen. Jeg bad hende om at hente veninden, og 5 min efter havde de fået mig fri.
At jeg så brugte et kvarter mere på at rejse maskinen op er en anden historie - det er et spørgsmål om den rigtige teknik, når man "rejser" en maskine op - det er faktisk ret let, men jeg var træt.

Så må det være den sydlige halvkugle der kalder.

Sidste nat i Halifax måtte jeg ty til en hytte + en tørretumbler, så alt mit grej kunne blive helt tørt, inden maskinen og køredragt mm. blev kørt i en lagerhal for senere udskibning.
De sidste 4 dage i Canada var meget våde - og alt ville være jordslået efter et par måneders nedpakning, hvis det blev pakket i den fugtige tilstand.


De første 60 000 km af min RTW.


Kort over mine MC-rejser.

Noget kunne jo tyde på, at det var på tide at komme over Ækvator!

Suzukien skulle gerne være kommet fra Halifax d. 12/8 - og ankomme til Bremerhaven d. 3/9.

Så tager jeg sikkert et hurtigt gensyn med Sydfrankrig - og Bretagne, hvor jeg aldrig har været - inden jeg får maskinen til Danmark.

Efter hjemkomsten kommer der nye dæk på, olieskift + nye tændrør og rensning af luftfilteret - og så vil jeg med "blødende" hjerte sætte den til salg.

Australien, New Zealand, Sydamerika og måske Kina bliver klaret ved at købe og sælge i de respektive verdensdele - det bliver det billigste.
Jeg har trods alt kun min pension til at dække det "løbende".

Hvis alt går vel, "rykker" venner og jeg mod Australien og New Zealand i begyndelsen af 2009.

Lidt billeder fra de sidste uger i Nordamerika

Campground i nationalparken med de berømte kaktus'er.


Den ligger ved den mexikanske grænse lidt vest for El Paso.


Nyt kædekit og dæk - lækkert!


Jeg har ændret èt af beslagene, så det er mere alsidigt - alle typer dunke kan placeres på det.


Natteleje i ørkenen - på handicapplads - flot nattehimmel!


Tjek på min egen slidtage - ikke så galt!



Denne udsigt i 2 dage mens jeg tænkte - Mexico i det fjerne.



Rasteplads.



Skabeloner - for at give lidt stemning. Wyoming.



En af de sidste camps i USA.



Natlogi på en baseball-bane. Alt er vådt.



Stolen er en service fra en sød dame til en gl. mand.



Et alm. familietelt i regnvejr.



"Industriferien" er startet i Quibec - alle er "på vej".



Wee'en er ved at blive gjort klar til shipping - Halifax.

Hjemme igen !

Kom hjem i aftes og blev afhentet på banegården i Hobro af Andrea og Mads.
Der var øl og mad i køleskabet fra både dem og Inge & Oluf - så fuld "service".

De kommende uger vil der komme indlæg med skrøner fra de nordamerikanske landeveje - og så bliver bloggen tavs indtil feb/marts 2009, hvor Australien "kalder".

Det har været 62 dage og 20 000 km med fantastiske naturoplevelser + samvær med et hav af dejlige mennesker + et par skønne uger med min søn og svigerdatter (Lars & Farida).
Det er ikke sidste gang jeg besøger denne verdensdel.

Motorcyklen står i et Warehouse i Halifax og bliver på et tidspunkt - sikkert i september - fragtet over Atlanten i et RO-RO-skib til Bremerhaven (ikke billigt denne gang).

Kort hilsen fra et Visitor-center

Jeg er i Hallifax om et par timer.
Turen fra Mexico op gennem "nye" stater i USA var bare fantastisk, og Canada er en oplevelse.
Tak for mail's og kommentarer her paa bloggen - naar jeg finder en stabil internet-forbindelse, kommer der mere fyld paa.
Suzukien har nu kort 60 000 km, og den er stadig paalidelig og velkorende.
Bedste hilsener til alle!
Poul / Randa

God fornemmelse!

Tankerne blev vendt med venner og sonner inden beslutningen om at stoppe for i aar blev taget.
Og jeg har det rigtig godt med beslutningen.

Det har veret Thunder Storm ogsaa i dag, saa jeg har haft 2 overliggerdage paa denne KOA-campground i Las Cruses.
Lars har arbejdet paa hojtryk med de 4 firmaer, og Wilhemsen, der har RO-RO-skibe i rutefart mellem USA's vestkyst og Europa, har lige meldt ind, at de siden 9/11 ikke har maattet tage passagerer med.
Det bliver saa et af de andre firmaer, men containertransport - sikkert fra Hallifax til Hamburg.

Planen var nu at kore ostpaa i Texas en dags tid, og dernest mod nord til Oklahoma, Kansas, Iowa, Wisconsin og Michigan. Her korer jeg saa ind i Canada mellem soerne Superier og Huron.
Med lidt held er den nye vej op i Newfoundland aabnet, saa den vil jeg prove.

Jeg har gode kaktus-billeder, men computeren her volder store problemer (for mig).

Som sagt - jeg har det fint - og er meget glad for "stotten".

sikkert mod nord.

Min soster Ulla er ret syg.

I Central- og Sydamerika kan jeg ikke bare efterlade maskinen og tage hjem - man kober sig ret til ophold med sit koretoj i max. 3 maaneder, og det er vanskeligt at endre.
I USA og Canada har de ingen begrensninger - de tjekker ikke en gang ens forsikring.

Ulla vil skrige af arrigskab, hvis jeg endrer mine planer paa grund af hende - men det har intet med hende at gore - jeg kan bare ikke nyde livet, hvis hun "henger".
Det her er noget inde i mig selv.

Jeg korer sikkert mod Hallifax i Canada i morgen - og finder en skibsmulighed mod Europa. (Canada giver 6 maaneders visa, og jeg skal ud af USA inden 6 uger)
Jeg er ogsaa tret af varme!

Jeg korer op gennem de amerikanske stater, jeg ikke har veret i, og maaske kan jeg saa naa at opleve de sidste omraader af det ostlige Canada.

Jeg kan under alle omstendigheder efterlade Suzukien med kort varsel og tage et fly hjem.

Ogsaa hermed en varm hilsen til jer alle!

Ind og ud af Mexico

Jeg er stopppet tidligt i dag - Las Cruses ca. 5o km nord for Texas - pga. en del thunder storms og regn i store mengder - men det har veret helt befriende med lidt kolighed.

For 2 dage siden paastod de lokale, at temperaturen var over 120 F, og lige den dag og nat tilbragte jeg i Organ Pibe Cactus National Park i Arizona - 5 km fra grensen til Mexico. Campground'en havde 200 pladser, men jeg var eneste gest, saa jeg tog en handicap-plads, hvor der var stobt store flader med glat beton - det gav en lidt sikker fornemmelse i nattens lob ang. scorpioner og slanger.
Saa liggeunderlaget ud, lagen over og ned i silkeposen - men det blev en varm nat.
Kaktus'erne blomstrede.

Da jeg nu var lige ved en grenseovergang til Mexico, endrede jeg mine planer og rykkede mod grensen.
Der var ingen amerikanske toldere ved overgangen, men man fortalte, at der 35 km inde i Mexico, hvor alt papirarbejdet ang. Mexico skulle foregaa, ogsaa ville vere en amerikansk Migration Officer - han skulle vere der fra kl. 8.
Da jeg havde ventet 1 time, vendte jeg om og korte ind i USA igen - jeg skal rigtigt ud af landet, da jeg ellers faar store problemer med at komme igen om nogle aar.
Jeg er altsaa tilbage ved den oprindelige plan - bruger et par dage i Texas inden jeg forsoger en grenseovergang igen.
Men en smagsprove paa Mexico var det da.

Mod syd

I morgen forlader jeg Los Angeles efter en uges ophold (igen) hos Farida og Lars.

Suzukien er toptrimmet, grejet er i rimelig stand, depoterne er fyldt op, sindet er klar til flere indtryk fra landevejene, og en en ny Zippo er kobt.

Det skulle vere let at finde internetcafeer i Central - og Sydamerika, saa forhaabentlig kommer der jevnligt indleg her paa bloggen.

Neste "tur-merke" er Bogota i Colombia, og for mig bliver det lidt spendende at faa fragten af Wee'en over Darian Gap arrangeret.

Herfra onsket om en god sommer til jer!

MC / vedligeholselses-oversigt 2

Olieskift ved: 1 000 km, 3 000, 14 000, 21 000, 30 000, 41 000, 52 000
Oliefilterskift ved: 1 000 km, 14 000, 21 000, 41 000. 52 000

Tendrorsskift ved: 14 000 km, 30 000, 41 000, 52 000

Rensning af luftfilter ved: 1 000 km, 14 000, 19 000, 30 000, 41 000, 52 000

Dekskift/forhjul ved: 1 000 km (Tourance), 17 000 (TKC 80), 33 000 (Akanee), 52 000 (TKC 80)
Dekskift/baghjul ved: 1 000 km (Tourance), 17 000 (TKC 80), 30 000 (Tourance), 52 000 (TKC 80)
Udskiftning af dekventiler ved: 17 000, 52 000

Udskiftning af lille kedetandhjul ved: 41 000, 52 000
Udskiftning af stort kedetandhjul ved: 52 000
Udskiftning af drivkede ved: 52 000

Udskiftning af kolevedske ved: 52 000

Udskiftning af bremsevedske i begge systemer ved: 52 000
Udskiftning af forreste bremseklodser ved: 52 000
Udskiftning af bagerste bremseklodser ved: 41 000

Justering/kontrol af ventilspillerum ved: 52 000
Computerdiagnosticering: 41 000, 52 000
Stort service-eftersyn ved: 52 000 (verkstedstime i USA ca. 85 $)

Batteriskift ved: 41 000
Antal punkteringer: 0

Slidt af indtryk og kilometer

Mange havde talt om, at jeg skulle give mig selv den oplevelse at kore paa highway 101 langs Stillehavet i det nordlige Oregon.
Det blev nu lidt af en skuffelse.
OK - jeg saa flotte kystlandskaber, solovekolonier og hvaler i det fjerne - men som altid trekker turistindustrien jo med ind i saadanne omraader.
Det kan ogsaa bare vere, at jeg allerede var for fyldt op af store naturscenerier.


En morgen i Oregon.


Kystparti ved Stillehavet.

Da sandstrekningerne begyndte, rykkede jeg ind til Interstate Freeway 5 og satte kursen mod syd. Slidtagen paa keden og dekkene gjorde det nodvendigt, at jeg fra nu af og de neste 1300 km forsogte at faa et jevnt trek/flow, saa den fortsatte nedslidning blev minimeret.

De forste par hundrede km ind i California er bjergrige, men saa gaar I5 ned mellem 2 bjergkeder og forer ned igennem Califoniens spisekammer - et enormt omraade, hvor alt dyrkes i stor maalestok, og alt bliver kunstvandet.
Det var imponerende at se - og tankevekkende,

Glemmer det aldrig

Efter en lang koredag i det tyndt befolkede nordlige Montana kunne jeg godt se, at det blev umuligt at finde en campground til natten, saa da jeg kom forbi et vejkryds med en restaurant og et ubestemmeligt motel, var det her og nu.

Udenfor motellet sad en mand og hang i en plaststol i skyggen - og 3 hunde kom farende.
Jeg korte hen til ham, stoppede motoren og fik hjelmen af. Han blev siddende, men aabnede dog munden, hvor der manglede 3 fortender.
Jeg fortalte ham, at jeg normalt teltede, men at det saa lidt besverligt ud paa disse kanter - og om det var dyrt med en nat paa motel? - for jeg havde aldrig provet det for (en lille logn skader jo ikke).
Han kiggede mig lidt an og sagde saa 35 $ - og saa kunne jeg ryge paa verelset.
Papirarbejdet blev ordnet, og da han saa skulle have betalingen, blev det 35 $ - normalt kommer der tax oveni.
Han kiggede bare paa mig og sagde: "Sagde jeg ikke 35 $ ?"

Jeg korte over til verelset - 30 m fra hans plaststol, hvor han igen var placeret - aabnede doren og saa, at der var 2 dobbeltsenge. Jeg raabte til ham, at det var da unodvendigt, men han insisterede paa, at jeg skulle have det bedste, naar det var forste gang, jeg var paa motel.

Efter indlogeringen og et varm brusebad, gik jeg en tur over paa restauranten/baren, hvor der var en nydelig spiseafdeling med en 15-20 borde og en slyngelstue med bar. Jeg satte mig ved baren og bestilte en ol. Jeg var eneste kunde - om jeg ogsaa ville have noget at spise?
Han - ca. 35 aar - passede baren, hans girlfriend var servitrice og broderen var kokken. Det var faderen, der ejede det, men han var der kun om morgenen, hvor han sorgede for, at der var kaffe fra kl. 06.30. De havde aabent 3 dage om ugen.

Jeg bestilte dagens specialitet - bones med fritter - og fri salatbar + 1 ol mere.
Broderen gik i gang, keresten kom i omdrejninger, og jeg fik et forrygende velsmagende og solidt maaltid.
Samlet pris incl. de 2 ol og udsogt betjening og hygge = 15 $.
Jeg var eneste kunde og de lukkede, da jeg gik kl. 20.

Neste morgen gik jeg over til faderen, hvor hyggen og store mengder sterk kaffe var klar. (1$)
Jeg fik pakket og sagt farvel til motelverten, der var startet hvilen i stolen.
Jeg var ogsaa motellets eneste gest.

Mine sidste bjorne

I det nodvestlige hjorne af Wyoming ligger Yllowstone National Park.

Da jeg regnede med, at Yllowstone var en turistmagnet, korte jeg ind i Parken tidligt om morgenen og var ude igen inden aften - og det var et godt valg.
Jeg korte ind og ud igen via den nordostlige Gate - saa faar man 50 meget flotte km i Parken.


De sidste 100 km i Wyoming op til Gate'en og de forste 100 km fra Gate'en ind i Montana er ubeskrivelige smukke og barske.

De ca. 300 km's korsel inde i Yllowstone Nationa Park var som at kore i en dyrepark - masser af dyr - Buffalos, Elks, Deers, Bears m. fl. - og biler.

Jeg holdt flere gange for at lade en flok bison'er passere vejen, og 2 gange var jeg nodt til at stoppe op, da vejen var sperret af holdende biler, hvorfra folk stod ud for at fotografere Grizzly'er.

Denne gang var jeg ikke bange, eftersom jeg stod sammen med ca. 30 andre og saa paa bjorn 20 m vek - men jeg beholdt nu hjelmen paa.


Fra Gaten mod Montana skal man over et pas i 4 km's hojde - passet var blevet aabnet ugen for, saa det var et par kolde timer - men en utrolig flot entre til Montana.

Stonefaces og slidtage

I den sydvestlige del af South Dakota ligger Mount Rushmore - i Black Hills.
Det er her 4 presidenthoveder - i stor format - er hugget ud/ind i bjerget.
20 km derfra er ansigtet af Crazy Horse + en haand ogsaa en severdighed.

Jeg villle oprindelig kun have veret op igennem Wyoming og Montana - cowboystaterne- men nu var jeg jo paa de kanter, og 1000 km fra eller til betod jo ikke alverden.

Det gjorde det nu, for jeg da jeg senere syntes, det var lidt kedeligt i det nordlige Idaho, endrede jeg ogsaa der paa den planlagte rute. Jeg korte hurtigt gennem Washington og det nordlige Oregon til Stillehavet.
Det gav ca. 2000 km mere til keden, tandhjulene og dekkene, saa turen nordfra og "hjem" til LA var lidt for nervepirrende, da slidtagen var blevet for stor. Men det gik!

Ogsaa soveposen er slidt ned - lynlaasen har jeg klippet af. Det er dog intet problem, for jeg naar Andesbjergene i Sydamerika, hvor jeg saa regner med at sy "posen" sammen.

Min 20 aar gamle ubrydelige termokande lekkede pludselig alle vegne - kasseret!

Fra South Dakota og frem er de fleste af mine foto-optagelser mislykkedes. Jeg er ikke helt klar over aarsagen, men bedste bud er slidtage af mig.


State Park i udkanten af Black Hills.
Denne handicap-venlige site blev tildelt mig, da jeg saa gammel og tret ud.
Der er indlagt vand og "das'et" er 50 m vek.

forskel paa whisky og joint's?

Paa en fjentliggende State Park i det nordlige Colorado havde jeg en hyggelig aften og morgen med Randy - en mand sidst i 40'erne fra Denver, manager i et varehus, ejer af 2 Harley'er + hus.
Campgrounden var stor, og vi havde begge valgt den "tomme" ende af pladsen. Inden vi teltede, sad vi og snakkede, og jeg bod selvfolgelig paa selvtappet whisky.

Randy takkede nej - han ville hellere have en joint. Efter lejrslagningen sad vi igen og hyggede os, og han rog en joint mere.

Det var ved at vere tid til mad, saa han bod paa dinner i den nermeste restaurant - 20 km vek.
Randa takkede nej - jeg havde whisky i blodet og ville ikke kore.

Randy korte og var vek et par timer, hvorefter vi fortsatte hyggen med baal, whisky og joint's.
Neste morgen bod jeg paa kaffe.
Sjov og interessant amerikaner.

Varmekuller

I Phoenix i Arizona havde man varmerekord i disse dage - 117 F.
Saa jeg besluttede at rykke hurtigt op igennem New Mexico for at naa koligheden i bjergene i Colorado.
Det blev dejlige dage i denne stat, men jeg blev i den vestlige del.


gront gres!




Vaskedag.




Kolighed.

Arizona

Fra Utah korte jeg ind i den nordostlige del af Arizona, saa jeg fik en overnatning i Monument Valley, inden jeg korte til nordsiden af Grand Canyon.




North Rim af Canyon'en er ikke saa turistet, men specielt de sidste par hundrede km's "indkorsel" var et hit.


Selvfolgelig skulle jeg jo ogsaa se G.C. fra den sydlige side, saa jeg camperede i udkanten af Nationalparken og brugte den aften til en lengere gaatur langs kanten.

Neste morgen var jeg paa farten kl. 6 - saa jeg havde sydsiden lidt for mig selv.


Parret her fra Canada var ogsaa tidligt "i gang" - det blev til felles morgenmad og hygge ved et af de mange udsigtssteder.
Allerede et par timer senere var der trengsel, men det blev en god oplevelse.

De neste dage gik det mod syd og ost for at se det sidste af Arizona


Sammenrend


Andre typer.


Sidste 2 netter i Arizona - ved Lyman Lake State Natioan Park til 12$/dogn.
Tiden blev brugt til afslapning og trimning af grej og maskine.
Det er varmt og meget blesende, saa der skal drikkes meget - ikke whisky.

Mangler ord!

Jeg blev nesten mettet af alle synsindtrykkene fra dagene i Utah.
Hver dag tenkte jeg: "Det har veret det hele verd - jeg har faaet drommen opfyldt nu.
Det kan ikke blive flottere!" - men det blev ved.

Saa rog der igen en Zippo!

Fra Death Valley i California korte jeg ind i Nevada - mod ost.

Jeg brugte 3 dage i staten, der er en del af The Great Bassin - et enormt omraade hvor intet vand lober fra. De forste dage var varme, den sidste meget kold med regn, kuling og hagl.

Men det var total nydelse - sceneriet gennem Nevadas orkener og bjerge samt de store ode vidder var ubeskriveligt.

Et ensomt bord paa en forladt rasteplads har nu selskab af min Zippo-lighter. Satans!!

Og det blev ved i dagevis.

Camp i Great Bassin National Park - Baker Creek

Death Valley

Med 2 ekstra gallons vand foruden de 5 liter jeg altid har med - samt benzintanken og jerrycan'en fyldt - var jeg klar til den berygtede dal.

Det blev en flot oplevelse.
Varmen slog haardt og skygge findes ikke, men det var storslaaet.
Jeg korte nesten 700 km i omraadet og tog en overnatning paa en ode campground i den nordlige del af nationalparken - en flot nat i orkenen.


Paa vej mod Death Valley fra syd.






Dernede ligger den varmeste del af parken.